Minilandsbyen tog Hannæsprisen 2017

0
Ernst Breum afslørede det maleri af den lokale kunstner Annette Falk Lund, der fulgte med Hannæsprisen. Foto: Ole Iversen
Det blev ikke en person, men hele gruppen bag Frøstrup Minilandsby, der blev årets modtager af årets Hannæspris.

Lørdag var mange af de 18 ildsjæle bag det store arbejde med den lille by, samlet på Trye, for at modtage prisen i form af diplom og maleri af den lokale kunstner Annette Falk Lund, Amtoft.

– Med valget af Frøstrup Minilandsby som modtager af dette års Hannæsprisen vil vi takke de mennesker, som skabte minibyen – med snilde og høj kvalitet, til glæde for lokale og besøgende, lød det fra Ernst Breum fra Vesløs Håndværker- og Borgerforening på vegne af Støtteforeningen Hannæs og de seks borgerforeninger på Hannæs. Ernst Breum fortsatte:

– Frøstrups vartegn, der viser historien om Frøstrups udvikling.

For første gang var det et maleri af en lokal kunstner, der fulgte med æren. Annette Falk Lund, der oprindeligt er fra Tyskland, fortalte, at hun aldrig havde hørt om minibyer, da hun kom til Hannæs:

– Men jeg følte mig som Gulliver på rejse, da jeg for første gang besøgte Frøstrup Minilandsby. Jeg kunne genkende alle huse – det var som at være i et eventyr.

Der var også hyldesttale af Frank Koldsgaard, der opfordrede minibyholdet til at overveje et gammelt hus i 1:1, på en af de grunde, der bliver tomme, når et hus fjernes.

Samt af borgmester Lene Kjelgaard Jensen (K), der roste sammenholdet og det store frivillige arbejde på Hannæs, det bl.a. havde resulteret i minilandsbyen, som er et af Thys gode turistattraktioner:

– Frivillighed giver sammenhængskraft og glæde i arbejdet, lød det fra borgmesteren.

Del

Lukket for kommentarer